HG for studenter

Student - hurtigt ud i erhvervslivet

Nyt forløb: 6. september - 3. december 2010

 

 

Handelsskolens Grunduddannelse for Studenter (HGS) er en praktisk, erhvervsrettet uddannelse specielt designet til dig, som har en gymnasial baggrund.

Introduktion

En erhvervsuddannelse tager normalt 4 år, men for STX’ere, HTX'ere og HF’ere er skoledelen reduceret, så hele uddannelsen gennemføres på 12 uger og 2 år.

Du kan begynde 12-ugers forløbet med eller uden en uddannelsesaftale i en virksomhed. 

Uddannelsen indledes med 12 uger på Handelsskolen, Skanderborg-Odder, Center for Uddannelse og fortsætter derefter i en virksomhed med 2 års læretid.

Du kan uddanne dig indenfor erhvervsområderne:

  • Kontor
  • Handel
  • Detail
  • Finans

 

Formål

HGS er en moderne, fleksibel uddannelse, der matcher de krav, som arbejdsmarkedet stiller til fremtidens attraktive medarbejder. 

Formålet med HGS er at give dig faglige og personlige kvalifikationer, således at du efter uddannelsens afslutning kan starte et læreforhold indenfor et af de ovennævnte erhvervsområder.   Det er endvidere formålet, at fremme faglige og personlige kvalifikationer, der lever op til virksomhedens krav til medarbejderne samt at skabe grundlag for dine fremtidige karrieremuligheder.

Indhold

På HGS arbejdes der tværfagligt med udgangspunkt i en række område- og specialefag. Du skal ved afslutningen af de 12 uger udarbejde et såkaldt grundforløbsprojekt, som skal forsvares ved en mundtlig eksamen.

Fag på HGS

  • Informationsteknologi C
  • Erhvervsøkonomi C
  • Salg og service C

 

Eksamen

Som alle andre erhvervsuddannelser ender HGS også med standpunktskarakterer og eksamen. Ud over eksamenskarakteren får du også standpunktskarakterer i grundfagene.

At blive faglært kræver en læreplads – 2 år i lære
Du skal selv finde en læreplads, men skolens Lære- og praktikpladskontor (LOP) vil meget gerne samarbejde med dig om at finde den helt rigtige virksomhed.  Vi hjælper og vejleder med hensyn til den skrevne ansøgning, dataliste, og træne dig i den mundtlige samtale m.v.  Vi står til rådighed i hele uddannelsesforløbet, men også efter du har forladt handelsskolen.

  •  I læretiden skal du primært arbejde i virksomheden, dog afbrudt af perioder med undervisning i specialefag på skolen.
  • Specialefagene varierer fra 6 – 13 uger hen over den 2-årige læretid alt efter, hvilket speciale du er gået i lære indenfor.
  •  Læretiden afsluttes med en fagprøve, der består af et projekt, som tager udgangspunkt i din virksomhed.  Fagprøven forsvares ved en mundtlig eksamen. Du får én samlet karakter, der mindst skal være 02 for at bestå.

 

Der er mange mulige erhvervsområder

Du kan uddanne dig inden for kontor, detail, handel og finans i både private, offentlige, nationale og internationale virksomheder. Som eksempler kan nævnes:

 

  • Import-/eksportvirksomheder
  • Kommuner og regioner
  • Forsikringsselskaber og banker
  • Butik, stormagasin eller detailkæde
  • Advokatkontor
  • Ejendomsmæglerkontor
  • Rejsebureau
  • Reklamebureau
  • Shipping
  • Blomsterdekoratør

 

Det kan din faglærte uddannelse bruges til 

Som udlært inden for ét af de fire områder vil du stå stærkt. I de kommende år vil der være mangel på dygtige mennesker med en afsluttet erhvervsuddannelse, og der vil være en række forskellige jobtilbud at vælge imellem.

En del af de udlærte elever vælger at arbejde på et karriereforløb inden for handel eller administration. I virksomhederne er der spændende muligheder - ofte kombineret med supplerende uddannelse, f.eks. specialisering eller lederuddannelse.

På baggrund af en individuel kompetencevurdering giver en faglært uddannelse adgang til uddannelserne på Erhvervsakademierne fx markedsføringsøkonom, handelsøkonom og finansøkonom.

Adgangskrav

Studentereksamen STX, HTX eller HF

Studievejledning

Hvis du vil vide mere eller har konkrete spørgsmål om HGS, er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Hanne Jordansen Bjerregaard på tlf. 8793 3024 / 2098 3360 eller på mail: hjb@Opdater venligst din browser!soh.dk

Økonomi
Undervisningen er gratis.

Transporttilskud og SU (Statens Uddannelsesstøtte) kan søges på de sædvanlige vilkår. Selv om du tidligere har gennemført en ungdomsuddannelse, er du berettigt til SU på HGS

I læretiden er du ansat i en virksomhed, hvor du modtager løn efter gældende overenskomst.

Studiestart

6. september - 3. december 2010

Tilmelding

Tilmelding foregår via www.optagelse.dk, hvor ansøgningsskema kan printes eller du kan kontakte Skanderborg-Odder Handelsskole på tlf. 8793 3020

Fagene på HGS kan også følges enkeltvis i forbindelse med en GVU / Grundlæggende VoksenUddannelse

Yderligere oplysninger

Du er velkommen til at kontakte:

Skanderborg-Odder Handelsskole

Uddannelseschef Hanne Jordansen Bjerregaard

Tlf.: 8793 3024 / 2098 3360 - Mail: hjb@Opdater venligst din browser!soh.dk