

12 ugers forløb for studenter
Handelsskolens Grunduddannelse for Studenter (HGS) er en praktisk, erhvervsrettet uddannelse specielt designet til dig, som har en gymnasial baggrund.
En erhvervsuddannelse tager normalt fire år, men for dig med en STX, HTX eller en HF er skoledelen reduceret, så du kan gennemføre hele uddannelsen på 12 uger og to år.
Du kan begynde 12-ugers forløbet med eller uden en uddannelsesaftale i en virksomhed.
Uddannelsen indledes med 12 uger på Handelsskolen, Skanderborg-Odder, Center for Uddannelse og fortsætter derefter i en virksomhed med to års læretid.
Du kan uddanne dig indenfor erhvervsområderne kontor, handel, detail og finans.
Gode karrieremuligheder
HGS er en moderne, fleksibel uddannelse, der matcher de krav, som arbejdsmarkedet stiller til fremtidens attraktive medarbejder. Formålet med HGS er at give dig faglige og personlige kvalifikationer, således at du efter uddannelsens afslutning kan starte et læreforhold indenfor et af de ovennævnte erhvervsområder. Det er endvidere formålet, at fremme faglige og personlige kvalifikationer, der lever op til virksomhedens krav til medarbejderne samt at skabe grundlag for dine fremtidige karrieremuligheder.
Relevante fag
På HGS arbejder vi tværfagligt med udgangspunkt i en række område- og specialefag. Du skal ved afslutningen af de 12 uger udarbejde et såkaldt grundforløbsprojekt, som skal forsvares ved en mundtlig eksamen.
Fagene på HGS er informationsteknologi C, erhvervsøkonomi C og Salg og service C.
Som alle andre erhvervsuddannelser afsluttes HGS med standpunktskarakterer og eksamen.
To års indbygget erhvervserfaring
Du skal selv finde en læreplads, men skolens Lære- og praktikpladskontor vil meget gerne samarbejde med dig om at finde den helt rigtige virksomhed. Vi vil hjælpe og vejlede med hensyn til den skrevne ansøgning, dataliste, og træne dig i den mundtlige samtale m.v. Vi står til din rådighed i hele uddannelsesforløbet, men også efter du har forladt handelsskolen.
En uddannelse der åbner døre
Du kan uddanne dig inden for detail, handel, finans og kontor i både private, offentlige, nationale og internationale virksomheder. Som eksempler kan nævnes:
Som udlært inden for ét af de fire områder vil du stå meget stærkt. I de kommende år vil der være mangel på dygtige mennesker med en afsluttet erhvervsuddannelse, og der vil være en række forskellige jobtilbud at vælge imellem.
En del af de udlærte elever vælger at arbejde på et karriereforløb inden for handel eller administration. I virksomhederne er der spændende muligheder - ofte kombineret med supplerende uddannelse, eksempelvis specialisering eller lederuddannelse.
På baggrund af en individuel kompetencevurdering giver en faglært uddannelse adgang til uddannelserne på erhvervsakademierne eksempelvis markedsføringsøkonom, handelsøkonom og finansøkonom.
Adgangskrav
Studentereksamen, STX, Højere Teknisk Eksamen, HTX eller Højere Forberedelseseksamen, HF.
Økonomi
Undervisningen er gratis. I læretiden er du ansat i en virksomhed, hvor du modtager løn efter gældende overenskomst.
Transporttilskud og SU (Statens Uddannelsesstøtte) kan du søge på de sædvanlige vilkår. Selv om du tidligere har gennemført en ungdomsuddannelse, er du berettiget til SU på HGS.
Tilmelding
Tilmelding foregår via www.optagelse.dk, hvor ansøgningsskema kan printes eller du kan kontakte skolen.
Fagene på HGS kan også følges enkeltvis i forbindelse med en GVU / Grundlæggende VoksenUddannelse.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte uddannelsesleder Bodil Smidt-Jensen for yderligere information: 87 93 30 20 / bsj@soh.dk